Blog

Stockholmske Weeping Willows rører simpelthen ikke ved én, som de gjorde engang, og det er et problem for dem. Hele deres pointe har nemlig fra begyndelsen været at gå direkte efter tårekanalerne. Første gang deres koncerter blev omtalt, skrev anmelderne om voksne mænd, som stod og græd til deres udgaver af gamle Scott Walker- og Roy Orbison-numre. På deres albums gled sanger Magnus Carlson ind i rollen som verdens ulykkeligste mand, og også hans egne tekster strømmede over med tung, tyktflydende patos. Og det virkede! Her var virkelig en fyr, som øsede ud af sin sorg og ulykke, og som nærmest knuste ens hjerte. Det gør han gudskelov stadig, men ikke hos Weeping Willows. Carlson har nemlig udgivet to soloplader sideløbende, på svensk, og det er indlysende, at det er på hans eget sprog, han har mest at sige. Ja, hans tekster overlapper endda. Et krisetegn, og det er mildt sagt ikke på engelsk, at de er bedst. Egentlig burde Carlson droppe Weeping Willows, og koncentrere sig om at ramme de store følelser for sig selv. Det er synd at lade så god en gruppe blive ordinær, men bandets opus 4, Presence, er, trods enkelte fine sange som singlen “Stairs”, kun hæderlig. Carlsons elskede Smiths standsede ved album nr. fire. Måske et eksempel til efterfølgelse.